Post forhold #1

Er endelig begyndt at føle at jeg er ved at være ligeglad med Morten og hvad han tænker og mener om ting i mit liv – hurra for mig! Det har også kun taget 3 år!

Er til gengæld blevet så ligeglad så jeg tænker jeg skal til at passe på hvad jeg siger til børnene om ham.

Indtil nu har jeg hele tiden holdt hånden over ham. Bildt børnene rosenrøde forklaringer ind om hvorfor far ‘hellere’ ville arbejde en at være sammen med dem, og hvorfor vi i sin tid gik fra hinanden.

Men har erfaret at de jo godt kan mærke at de historier jeg fortæller og det de selv oplever ikke stemmer overens. Talte med min psykolog i går om det, og hun fortæller at man godt kan komme til at ‘sælge’ børnene og deres følelser fordi man tænker det er bedst kun at forklare tingene positivt.

At det også nogle gange er okay at sige sandheden, eller en blødere form af sandheden, til børnene, for ellers vil de føle at de følelser de selv render rundt med er forkerte og vil derfor få en forkert sammensætning af de følelser de har om en given person eller situation og de input de får fra omverdenen.

Faktisk lidt svært at forklare. Lad os sige at et barn er blevet misbrugt og hader misbrugeren, men omverdenen bliver ved med at fortælle barnet at misbrugeren er verdens dejligste person – så opstår der et mismatch i følelser og input hos barnet. Hvad skal de stole på? Deres egen intuition eller det de får at vide…

Så jeg er begyndt at være mere ærlig over mine børn, eller mest min store pige på 9 år. Men kan godt mærke jeg skal passe på ikke at komme til at blive den der bitre forældre som prøver at præge sine børn…

Min datter kom for lidt tid siden og spurgte mig hvorfor vores deleordning hed 9/5. Jeg fortalte at det var fordi drengene stadig var så små, og det var bedst for dem alle tre at have en fast base osv. Hvorefter hun siger til mig at far har sagt at grundet til at vi deler 9/5, er fordi jeg gerne vil have børnepenge….

!!!!!!!!!!!!!!!!!

Fuck hvor blev jeg pissed!

Måtte ned i knæ foran hende og kigge hende dybt i øjnene og spørge hende om hun virkelig troede på at jeg kun havde dem (børnene) i 9 dage, fordi jeg så fik flere penge? Om ikke hun troede at det var fordi jeg elskede dem overalt på jorden og kun ønskede det bedste for dem?

Hun måtte indrømme at: jo det troede hun da egentlig også mest på.

Jeg brugte det meste af den dag på at forsikre hende om at det intet havde med penge at gøre, samt at fortælle hende om alle de udgifter der var forbundet med at have børn. Og jeg gav muligvis også lidt retur til M, ved at forklare hende hvor lidt han egentlig betalte ift hvor mange udgifter der ellers var.

Det er så siden den dag at jeg har haft lidt svært ved at filtrere i det jeg siger til dem.

M har fx altid sagt at børnene aldrig måtte køre i små biler, for hvis de kom med i en ulykke, så vil de små biler nemmer blive fuldstændig krøllet sammen end hvis de er i større biler. Jeg nævnte for noget tid at jeg overvejede at skifte min lidt store ikke økonomiske bil ud med en lidt mindre model, og M’s kommentar til det, var at hvis jeg købte en lille bil, ville han komme og smadre den før jeg kunne komme ud og køre i den, for hans børn skulle ikke køre rundt i en lille bil.

Det sjove er så, at hans nuværende kæreste lige har købt ny bil, og han har været med til at bidrage til udbetalingen. Hun skal have en Fiat500 – det er vel nok omtrent en af de mindste biler, der kører rundt på vejene i øjeblikket. Og der er jeg så kommet til at sige til både min datter og drengene at sådan en lille bil er jo også ganske fin, det er bare super ærgeligt at far ikke vil have at I kører i sådan en lille bil. Det har de jo så sjovt nok undret sig over, og så har jeg fortalt dem det som det er, at far har truet med at smadre en evt lille bil jeg ville anskaffe mig, fordi de ikke måtte køre i den. Min datter siger så; jamen du havde da en mindre bil på et tidspunkt dengang I stadig var sammen, og ja det havde jeg, en lille C1, den er dog lidt større end Fiat500’eren, men stadig en lille bil. ‘Den måtte vi da gerne køre i’ siger hun. ‘Hvorfor måtte vi så det dengang?’

Hvorefter jeg svarer at det er fordi din far er dobbeltmoralsk.

Og så måtte jeg jo så forklare hvad det betød…

Jeg magter ikke rigtig at holde hånden over ham mere… han fortjener det ikke… men skal have fundet balancen mellem at svine ham til, og komme med sandheder børnene kan håndtere, uden at det går ud over dem….

 

FacebookTwitterGoogle+TumblrBlogger PostEmail

I forholdet… ‘undgå ballade’ rutiner

 

Dengang M og jeg gik fra hinanden, var det faktisk ham der trak stikket. Han meldte ud at han var ved at blive bims i hovedet af at være så jaloux.

Når han kom hjem om aftenen efter arbejde havde jeg i mit hoved altid forberedt mig på samtlige scenarier der kunne forekomme, afhængigt at hvilket humør han var i. Humøret spottede jeg ved første øjekast, og agerede derefter.

Men generelt for alle slags humørtyper han måtte have gjaldt det samme, i forhold til min forberedelse til hans hjemkomst;

Min tlf var på lydløs, samt cleanet for sms samtaler med veninder, som han kunne misforstå. Han ville nemlig tjekke min tlf hvis han fik muligheden for det. Han havde desuden en regel om at jeg ikke måtte få sms’er eller opkald efter kl. 21. Han ville have at jeg skulle fortælle mine venner og familie at de ikke skulle kontakte mig efter det tidspunkt. Jeg sagde altid som svar, at jeg ikke havde tænkt mig at ‘opdrage’ på andre mennesker – hvornår jeg svarede dem, var jo så mit valg. Og det valgte jeg jo så at lade være med efter kl. 21…for at undgå balladen.

På et tidspunkt spillede jeg meget Wordfeud, især med min kusine, som også er sygeplejerske. Hun kunne godt finde på at sende ord når hun havde nattevagt. Og hvis jeg uheldigvis ikke havde fået slået vibratoren fra på tlf og den vibrerede om natten pga spillet, så lå M vågen resten af natten. For HVEM skrev til mig om natten? Hvad var det jeg skjulte?

Sådan en brummelyd om natten medførte forlængede afhøringer og selvfølgelig ekstra ret til at gennemtjekke min tlf, for at være sikker på det virkelig var pga et spil at den vibrerede midt om natten.

Jeg havde desuden lagt vores to lange tæpper i gangen så de flugtede med hinanden, for det var en ting han godt kunne finde på at kommentere på så snart han trådte ind af døren. ‘Hvorfor ligger du ikke tæpperne lige?’  Jeg svarede som regel ikke – men inden i mit hoved tænkte jeg altid ‘hvorfor fanden retter du dem ikke bare selv – du står jo lige ovenpå dem’. Det gjorde han selvfølgelig aldrig.

Opvaskemaskinen var altid tømt. For hvis ikke der var plads til hans beskidte glas når han havde brugt dem – blev det også kommenteret, og den næste uge ville han ikke engang gide tjekke om der var plads, så blev alt beskidt service bare stillet ved vasken – og så skulle jeg jo så rydde det op.

Jeg brugte altid det meste af tiden, mens børnene var vågne med at rydde op efter dem, samt selvfølgelig rydde op, så snart de var lagt i seng. Hyggetid med børnene var der ikke så meget af, for jeg magtede ikke at høre på at han brokkede sig over vi rodede.

Min tålmodighed med børnene var også noget begrænset, da jeg var sammen med M. For ubevidst lod jeg jo min egen frustration gå ud over dem. Jeg kan huske at jeg ret ofte, for børnene, havde fuldstændig uforudsete vredesudbrud. De vidste aldrig helt hvor de havde mig :(

Heldigvis er det 100% modsat nu. De ved hvor de har mig – de ved de er det vigtigste i mit liv. Og vredesudbruddene  er nærmest ikke eksisterende, de kommer kun når de, børnene, virkelig har presset citronen – og det tænker jeg er rimelig normalt :)

FacebookTwitterGoogle+TumblrBlogger PostEmail

Rock Bottom!

 

…ramte jeg 9. marts 2014.

Havde set L i en måneds tid og han begyndte at ytre ønske om mere, og jeg mærkede igen panikken brede sig i mit hoved. Især planlægningsangsten døjede jeg meget med – aftaler skulle helst være halve og spontane og dermed med mulighed for at kunne aflyses.

L meldte hurtigt ud, at han ikke orkede endnu en omgang med mig der hev ham ind for at smide ham ud igen. Han sluttede alt med mig.

Jeg bildte mig jo ind at jeg var ligeglad, men resten af dagen var jeg virkelig i dårligt humør. Jeg tænkte at det måtte være mig den var gal med, siden jeg nu stod i samme situation for 3. gang (2 gange med L – 1 gang med en anden).

Situationen: Mænd der fra start siger at de har det fint med at vi bare skal hygge og ses når det passer, ingen forpligtelser. Men som så udvikler følelser og pludselig begynder at have forventninger og vil planlægge! Og mig der finder løbeskoene frem.

Planlægning især har været mit helt store problem. Aftaler med veninder NO problem, men med mænd følger bare en helt anden forventning fra deres side.

Nå, jeg fik forvildet mig ind på mødrehjælpens hjemmeside om psykisk vold

https://moedrehjaelpen.dk/psykisk-vold-raadgivning/

…og græd fra jeg læste første side og kunne ikke stoppe med at græde i 5 dage – for det var jo mig de skrev om…

Jeg bad M om at komme hjem til mig. Jeg konfronterede ham med det, hvorefter han sagde til mig: ‘jeg troede godt du vidste at det var det jeg havde gjort mod dig’

Jeg var i chok! Manden sad simpelthen i min sofa og var velvidende om hvad han havde gjort mod mig. Og der sad jeg, 2 år efter vores brud, og havde først indset det nu. Hvor fucking dum har man lige lov at være??

Jeg bad ham om at gå og sagde at vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden foreløbig. Overlevering af børn måtte fremover kun ske via institutionerne. Han var rigtig ked af det da han gik. Om det så var skuespil eller oprigtigt vil jeg nok altid være i tvivl om, som med alt andet han siger og gør.

Startede til psykolog 2 uger efter – gik der hver uge de første 2 måneder og derefter hver anden uge – og nu er det når jeg føler jeg har brug for hjælp til, at skelne hvornår mine reaktioner er normale og hvornår de er et outcome af hvad M har gjort mod mig, og dermed fuldstændig urationelle.

alle kan have brug for hjælp

Kan godt være jeg skrev i mit første indlæg, at denne blog er til for mig selv… at den er et slags selvbearbejdende redskab til min forståelse af hvorfor det skete for mig; at jeg forelskede mig i en psykopat.

Men faktisk vil jeg også håbe og ønske, at hvis der sidder andre kvinder som mig derude, enten i samme situation, eller med en nagende fornemmelse af, at noget er galt i jeres forhold,  men I ikke kan sætte en finger på hvad det er, at I så får lyst til at skrive til mig, hvis I kan genkende nogle af de ting jeg skriver om. For ingen fortjener at blive udsat for psykisk vold og hvis jeg kan bidrage med det mindste, for at en anden kan komme bedre ud på den anden side end jeg selv gjorde, så er jeg mere end lykkelig <3

 

The beginning…

Skal jeg starte med slutningen eller begyndelsen…?

Begyndelsen var året 2003
Slutningen… er officielt for i slutningen af april i 2012, men følgevirkningerne slutter nok aldrig 100%

Denne blog er jo nok egentlig mit redskab til bearbejdelse af netop disse følgevirkninger efter 9 år med psykisk vold.

Nå, nu starter jeg alligevel med begyndelsen.

Jeg mødt M i 2003, jeg havde egentlig kendt ham i mange år, og havde altid syntes han var lidt af en smartass. Opførte sig altid arrogant og som om han var verdensmand.

Han arbejdede for min far, men også samtidig på Bakken, hvor jeg også arbejdede.
Min far blev så voldsomt syg midt i bakkesæsonen og havde på en eller anden måde lovet både M og jeg at vi kunne låne hans bil mens han var indlagt – dette vidste ingen af os noget om, før vi, en aften begge stod på p pladsen efter lukketid og regnede med vi havde min fars bil.

Løsningen blev at vi aftalte at vi var nødt til at hente og bringe hinanden – hvilket vi gjorde i over en måned.

Når man sidder i sådan en bil sammen med en anden person, så snakker man jo sammen, og stille og roligt opdagede jeg at M faktisk ikke var så smartass agtig alligevel….og blev mere og mere glad for ham.

Vi blev officielt kærester i juli ’03

Jeg var 23 og helt forblændet! For han opførte sig jo stadig som en verdensmand – der var ikke det han ikke kunne. Og ret skal være ret – han er en sindssyg dygtig håndværker – perfektionist til fingerspidserne, og der er nærmest ikke det håndværk han ikke kan finde ud af. Jeg følte mig meget stolt af ham. Og det var jeg faktisk af ham altid – rent arbejdsmæssigt…

Derudover var han da også en ok pæn mand, 190 cm høj, bred over skuldrene, havde vaskebræt og så havde han humor.

Før M havde jeg haft en del kærester. Kærester som jeg, uden undtagelse, alle og en kunne sno om min lillefinger. Jeg var nået til et punkt hvor jeg var ved at brække mig over mænd uden rygrad. Mænd som bare lod mig være den største kælling overfor dem, fordi de ikke turde sige mig imod af frygt for at miste mig.

Jeg sagde ofte til familie og venner at jeg skulle finde mig en mand, som kunne give mig modstand, som kunne kalde mig en kælling når jeg var det.

Sådan en mand var M…og mere til.

Samtlige mennesker jeg kendte på bakken advarede mig mod ham…

Et af vores første rigtig skænderier foregik en nat ude på bakken, jeg kan ikke huske hvad vi skændtes om, men jeg forestiller mig at det har handlet om jalousi. M var meget Jaloux.
Han råbte og skreg af mig. Hans mobil tlf – en sølvgrå samsung klaptlf – rev han midt over og smed  ind på rodeobanen.
Jeg var meget chokeret og anede overhovedet ikke hvordan man egentlig skændtes med nogen man holdt af – og slet ikke en der kastede rundt med ting.
Havde aldrig sådan rigtig skændtes med mine forældre, og de forhenværende kærester nægtede jo at skændes med mig.

Resultatet blev jo at jeg blev mundlam – jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle sige igen.

Set i bakspejlet skulle jeg jo have givet ham tilbage af samme skuffe. Det havde selvfølgelig ikke ændret på hans grundlæggende personlighedsforstyrrelse, men måske havde han opgivet mig, fordi jeg gav for meget ballade, og så kunne jeg måske i stedet have fundet mig en mand, som forstod at behandle en Qvinde rigtigt.

I løbet af vores 9 år lange forhold, nåede M at smadre adskillige telefoner, fjernbetjeninger, kameraer og diverse døre.

Min første session hos min psykolog – to år efter bruddet – berigede mig med oplysninger om M jeg overhovedet ikke havde opfanget i vores dagligdags forhold.
M er psykopat, sagde psykologen til mig og det han dagligt havde gjort mod mig, hørte under et skræmmende udtryk som ‘psykisk vold’.
For alle andre end mig, havde det været åbenlyst at der var noget galt, men de skyklappere jeg havde givet mig selv på tillod mig ikke at se sandheden – men den ser jeg nu… Fuck hvor har jeg været dum.

Jeg var rystet og lettet på samme tid – for for helvede hvor var der mange brikker der pludselig faldt på plads! Men samtidig opstod omkring en milliard andre spørgsmål – især det klassiske: ‘Hvordan fanden kunne det her ske for mig?’

Jeg nåede at få tre børn med manden – adskillige hunde, en bunke fisk, og alt alt for mange unødvendige materielle ting – for det var jo det eneste han formåede at give. Følelser og kærlighed var knap så nemt at give.