Post forhold #1

Er endelig begyndt at føle at jeg er ved at være ligeglad med Morten og hvad han tænker og mener om ting i mit liv – hurra for mig! Det har også kun taget 3 år!

Er til gengæld blevet så ligeglad så jeg tænker jeg skal til at passe på hvad jeg siger til børnene om ham.

Indtil nu har jeg hele tiden holdt hånden over ham. Bildt børnene rosenrøde forklaringer ind om hvorfor far ‘hellere’ ville arbejde en at være sammen med dem, og hvorfor vi i sin tid gik fra hinanden.

Men har erfaret at de jo godt kan mærke at de historier jeg fortæller og det de selv oplever ikke stemmer overens. Talte med min psykolog i går om det, og hun fortæller at man godt kan komme til at ‘sælge’ børnene og deres følelser fordi man tænker det er bedst kun at forklare tingene positivt.

At det også nogle gange er okay at sige sandheden, eller en blødere form af sandheden, til børnene, for ellers vil de føle at de følelser de selv render rundt med er forkerte og vil derfor få en forkert sammensætning af de følelser de har om en given person eller situation og de input de får fra omverdenen.

Faktisk lidt svært at forklare. Lad os sige at et barn er blevet misbrugt og hader misbrugeren, men omverdenen bliver ved med at fortælle barnet at misbrugeren er verdens dejligste person – så opstår der et mismatch i følelser og input hos barnet. Hvad skal de stole på? Deres egen intuition eller det de får at vide…

Så jeg er begyndt at være mere ærlig over mine børn, eller mest min store pige på 9 år. Men kan godt mærke jeg skal passe på ikke at komme til at blive den der bitre forældre som prøver at præge sine børn…

Min datter kom for lidt tid siden og spurgte mig hvorfor vores deleordning hed 9/5. Jeg fortalte at det var fordi drengene stadig var så små, og det var bedst for dem alle tre at have en fast base osv. Hvorefter hun siger til mig at far har sagt at grundet til at vi deler 9/5, er fordi jeg gerne vil have børnepenge….

!!!!!!!!!!!!!!!!!

Fuck hvor blev jeg pissed!

Måtte ned i knæ foran hende og kigge hende dybt i øjnene og spørge hende om hun virkelig troede på at jeg kun havde dem (børnene) i 9 dage, fordi jeg så fik flere penge? Om ikke hun troede at det var fordi jeg elskede dem overalt på jorden og kun ønskede det bedste for dem?

Hun måtte indrømme at: jo det troede hun da egentlig også mest på.

Jeg brugte det meste af den dag på at forsikre hende om at det intet havde med penge at gøre, samt at fortælle hende om alle de udgifter der var forbundet med at have børn. Og jeg gav muligvis også lidt retur til M, ved at forklare hende hvor lidt han egentlig betalte ift hvor mange udgifter der ellers var.

Det er så siden den dag at jeg har haft lidt svært ved at filtrere i det jeg siger til dem.

M har fx altid sagt at børnene aldrig måtte køre i små biler, for hvis de kom med i en ulykke, så vil de små biler nemmer blive fuldstændig krøllet sammen end hvis de er i større biler. Jeg nævnte for noget tid at jeg overvejede at skifte min lidt store ikke økonomiske bil ud med en lidt mindre model, og M’s kommentar til det, var at hvis jeg købte en lille bil, ville han komme og smadre den før jeg kunne komme ud og køre i den, for hans børn skulle ikke køre rundt i en lille bil.

Det sjove er så, at hans nuværende kæreste lige har købt ny bil, og han har været med til at bidrage til udbetalingen. Hun skal have en Fiat500 – det er vel nok omtrent en af de mindste biler, der kører rundt på vejene i øjeblikket. Og der er jeg så kommet til at sige til både min datter og drengene at sådan en lille bil er jo også ganske fin, det er bare super ærgeligt at far ikke vil have at I kører i sådan en lille bil. Det har de jo så sjovt nok undret sig over, og så har jeg fortalt dem det som det er, at far har truet med at smadre en evt lille bil jeg ville anskaffe mig, fordi de ikke måtte køre i den. Min datter siger så; jamen du havde da en mindre bil på et tidspunkt dengang I stadig var sammen, og ja det havde jeg, en lille C1, den er dog lidt større end Fiat500’eren, men stadig en lille bil. ‘Den måtte vi da gerne køre i’ siger hun. ‘Hvorfor måtte vi så det dengang?’

Hvorefter jeg svarer at det er fordi din far er dobbeltmoralsk.

Og så måtte jeg jo så forklare hvad det betød…

Jeg magter ikke rigtig at holde hånden over ham mere… han fortjener det ikke… men skal have fundet balancen mellem at svine ham til, og komme med sandheder børnene kan håndtere, uden at det går ud over dem….

 

I forholdet… ‘undgå ballade’ rutiner

 

Dengang M og jeg gik fra hinanden, var det faktisk ham der trak stikket. Han meldte ud at han var ved at blive bims i hovedet af at være så jaloux.

Når han kom hjem om aftenen efter arbejde havde jeg i mit hoved altid forberedt mig på samtlige scenarier der kunne forekomme, afhængigt at hvilket humør han var i. Humøret spottede jeg ved første øjekast, og agerede derefter.

Men generelt for alle slags humørtyper han måtte have gjaldt det samme, i forhold til min forberedelse til hans hjemkomst;

Min tlf var på lydløs, samt cleanet for sms samtaler med veninder, som han kunne misforstå. Han ville nemlig tjekke min tlf hvis han fik muligheden for det. Han havde desuden en regel om at jeg ikke måtte få sms’er eller opkald efter kl. 21. Han ville have at jeg skulle fortælle mine venner og familie at de ikke skulle kontakte mig efter det tidspunkt. Jeg sagde altid som svar, at jeg ikke havde tænkt mig at ‘opdrage’ på andre mennesker – hvornår jeg svarede dem, var jo så mit valg. Og det valgte jeg jo så at lade være med efter kl. 21…for at undgå balladen.

På et tidspunkt spillede jeg meget Wordfeud, især med min kusine, som også er sygeplejerske. Hun kunne godt finde på at sende ord når hun havde nattevagt. Og hvis jeg uheldigvis ikke havde fået slået vibratoren fra på tlf og den vibrerede om natten pga spillet, så lå M vågen resten af natten. For HVEM skrev til mig om natten? Hvad var det jeg skjulte?

Sådan en brummelyd om natten medførte forlængede afhøringer og selvfølgelig ekstra ret til at gennemtjekke min tlf, for at være sikker på det virkelig var pga et spil at den vibrerede midt om natten.

Jeg havde desuden lagt vores to lange tæpper i gangen så de flugtede med hinanden, for det var en ting han godt kunne finde på at kommentere på så snart han trådte ind af døren. ‘Hvorfor ligger du ikke tæpperne lige?’  Jeg svarede som regel ikke – men inden i mit hoved tænkte jeg altid ‘hvorfor fanden retter du dem ikke bare selv – du står jo lige ovenpå dem’. Det gjorde han selvfølgelig aldrig.

Opvaskemaskinen var altid tømt. For hvis ikke der var plads til hans beskidte glas når han havde brugt dem – blev det også kommenteret, og den næste uge ville han ikke engang gide tjekke om der var plads, så blev alt beskidt service bare stillet ved vasken – og så skulle jeg jo så rydde det op.

Jeg brugte altid det meste af tiden, mens børnene var vågne med at rydde op efter dem, samt selvfølgelig rydde op, så snart de var lagt i seng. Hyggetid med børnene var der ikke så meget af, for jeg magtede ikke at høre på at han brokkede sig over vi rodede.

Min tålmodighed med børnene var også noget begrænset, da jeg var sammen med M. For ubevidst lod jeg jo min egen frustration gå ud over dem. Jeg kan huske at jeg ret ofte, for børnene, havde fuldstændig uforudsete vredesudbrud. De vidste aldrig helt hvor de havde mig :(

Heldigvis er det 100% modsat nu. De ved hvor de har mig – de ved de er det vigtigste i mit liv. Og vredesudbruddene  er nærmest ikke eksisterende, de kommer kun når de, børnene, virkelig har presset citronen – og det tænker jeg er rimelig normalt :)