Rock Bottom!

 

…ramte jeg 9. marts 2014.

Havde set L i en måneds tid og han begyndte at ytre ønske om mere, og jeg mærkede igen panikken brede sig i mit hoved. Især planlægningsangsten døjede jeg meget med – aftaler skulle helst være halve og spontane og dermed med mulighed for at kunne aflyses.

L meldte hurtigt ud, at han ikke orkede endnu en omgang med mig der hev ham ind for at smide ham ud igen. Han sluttede alt med mig.

Jeg bildte mig jo ind at jeg var ligeglad, men resten af dagen var jeg virkelig i dårligt humør. Jeg tænkte at det måtte være mig den var gal med, siden jeg nu stod i samme situation for 3. gang (2 gange med L – 1 gang med en anden).

Situationen: Mænd der fra start siger at de har det fint med at vi bare skal hygge og ses når det passer, ingen forpligtelser. Men som så udvikler følelser og pludselig begynder at have forventninger og vil planlægge! Og mig der finder løbeskoene frem.

Planlægning især har været mit helt store problem. Aftaler med veninder NO problem, men med mænd følger bare en helt anden forventning fra deres side.

Nå, jeg fik forvildet mig ind på mødrehjælpens hjemmeside om psykisk vold

https://moedrehjaelpen.dk/psykisk-vold-raadgivning/

…og græd fra jeg læste første side og kunne ikke stoppe med at græde i 5 dage – for det var jo mig de skrev om…

Jeg bad M om at komme hjem til mig. Jeg konfronterede ham med det, hvorefter han sagde til mig: ‘jeg troede godt du vidste at det var det jeg havde gjort mod dig’

Jeg var i chok! Manden sad simpelthen i min sofa og var velvidende om hvad han havde gjort mod mig. Og der sad jeg, 2 år efter vores brud, og havde først indset det nu. Hvor fucking dum har man lige lov at være??

Jeg bad ham om at gå og sagde at vi ikke skulle have nogen kontakt med hinanden foreløbig. Overlevering af børn måtte fremover kun ske via institutionerne. Han var rigtig ked af det da han gik. Om det så var skuespil eller oprigtigt vil jeg nok altid være i tvivl om, som med alt andet han siger og gør.

Startede til psykolog 2 uger efter – gik der hver uge de første 2 måneder og derefter hver anden uge – og nu er det når jeg føler jeg har brug for hjælp til, at skelne hvornår mine reaktioner er normale og hvornår de er et outcome af hvad M har gjort mod mig, og dermed fuldstændig urationelle.

The beginning…

Skal jeg starte med slutningen eller begyndelsen…?

Begyndelsen var året 2003
Slutningen… er officielt for i slutningen af april i 2012, men følgevirkningerne slutter nok aldrig 100%

Denne blog er jo nok egentlig mit redskab til bearbejdelse af netop disse følgevirkninger efter 9 år med psykisk vold.

Nå, nu starter jeg alligevel med begyndelsen.

Jeg mødt M i 2003, jeg havde egentlig kendt ham i mange år, og havde altid syntes han var lidt af en smartass. Opførte sig altid arrogant og som om han var verdensmand.

Han arbejdede for min far, men også samtidig på Bakken, hvor jeg også arbejdede.
Min far blev så voldsomt syg midt i bakkesæsonen og havde på en eller anden måde lovet både M og jeg at vi kunne låne hans bil mens han var indlagt – dette vidste ingen af os noget om, før vi, en aften begge stod på p pladsen efter lukketid og regnede med vi havde min fars bil.

Løsningen blev at vi aftalte at vi var nødt til at hente og bringe hinanden – hvilket vi gjorde i over en måned.

Når man sidder i sådan en bil sammen med en anden person, så snakker man jo sammen, og stille og roligt opdagede jeg at M faktisk ikke var så smartass agtig alligevel….og blev mere og mere glad for ham.

Vi blev officielt kærester i juli ’03

Jeg var 23 og helt forblændet! For han opførte sig jo stadig som en verdensmand – der var ikke det han ikke kunne. Og ret skal være ret – han er en sindssyg dygtig håndværker – perfektionist til fingerspidserne, og der er nærmest ikke det håndværk han ikke kan finde ud af. Jeg følte mig meget stolt af ham. Og det var jeg faktisk af ham altid – rent arbejdsmæssigt…

Derudover var han da også en ok pæn mand, 190 cm høj, bred over skuldrene, havde vaskebræt og så havde han humor.

Før M havde jeg haft en del kærester. Kærester som jeg, uden undtagelse, alle og en kunne sno om min lillefinger. Jeg var nået til et punkt hvor jeg var ved at brække mig over mænd uden rygrad. Mænd som bare lod mig være den største kælling overfor dem, fordi de ikke turde sige mig imod af frygt for at miste mig.

Jeg sagde ofte til familie og venner at jeg skulle finde mig en mand, som kunne give mig modstand, som kunne kalde mig en kælling når jeg var det.

Sådan en mand var M…og mere til.

Samtlige mennesker jeg kendte på bakken advarede mig mod ham…

Et af vores første rigtig skænderier foregik en nat ude på bakken, jeg kan ikke huske hvad vi skændtes om, men jeg forestiller mig at det har handlet om jalousi. M var meget Jaloux.
Han råbte og skreg af mig. Hans mobil tlf – en sølvgrå samsung klaptlf – rev han midt over og smed  ind på rodeobanen.
Jeg var meget chokeret og anede overhovedet ikke hvordan man egentlig skændtes med nogen man holdt af – og slet ikke en der kastede rundt med ting.
Havde aldrig sådan rigtig skændtes med mine forældre, og de forhenværende kærester nægtede jo at skændes med mig.

Resultatet blev jo at jeg blev mundlam – jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle sige igen.

Set i bakspejlet skulle jeg jo have givet ham tilbage af samme skuffe. Det havde selvfølgelig ikke ændret på hans grundlæggende personlighedsforstyrrelse, men måske havde han opgivet mig, fordi jeg gav for meget ballade, og så kunne jeg måske i stedet have fundet mig en mand, som forstod at behandle en Qvinde rigtigt.

I løbet af vores 9 år lange forhold, nåede M at smadre adskillige telefoner, fjernbetjeninger, kameraer og diverse døre.

Min første session hos min psykolog – to år efter bruddet – berigede mig med oplysninger om M jeg overhovedet ikke havde opfanget i vores dagligdags forhold.
M er psykopat, sagde psykologen til mig og det han dagligt havde gjort mod mig, hørte under et skræmmende udtryk som ‘psykisk vold’.
For alle andre end mig, havde det været åbenlyst at der var noget galt, men de skyklappere jeg havde givet mig selv på tillod mig ikke at se sandheden – men den ser jeg nu… Fuck hvor har jeg været dum.

Jeg var rystet og lettet på samme tid – for for helvede hvor var der mange brikker der pludselig faldt på plads! Men samtidig opstod omkring en milliard andre spørgsmål – især det klassiske: ‘Hvordan fanden kunne det her ske for mig?’

Jeg nåede at få tre børn med manden – adskillige hunde, en bunke fisk, og alt alt for mange unødvendige materielle ting – for det var jo det eneste han formåede at give. Følelser og kærlighed var knap så nemt at give.