The Basics

Jeg er en kvinde på 36 år
Jeg har 3 børn i alderen 3, 5 & 9 år plus en bonus datter på 16 år
Jeg arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet.
Jeg har en hund, en Cocker spaniel, hun er 7 år og døjer stadig med lidt rest ADHD fra hvalpetiden.
Så har jeg en sød & tålmodig kæreste, som jeg kalder L herinde. Vi har været kærester siden februar 2014, men så også hinanden en stor del af 2013, men pga alle mine uforløste problemer med min ex M, havde vi ikke en chance i første omgang.

Hvordan var jeg så før jeg mødte min nuværende ex M…

Der var jeg en udadvendt, social pige, med ben i næsen, kæmpe vennekreds, og et ‘frit valg på alle hylder’ kort i hånden hvad angik mænd.

Jeg valgte så M… til alles forbløffelse, undtagen min egen… !

Da M & jeg var sammen blev jeg mere og mere indadvendt. Det var kun de nærmeste venner der holdt ved, jeg havde efterhånden svært ved at holde øjenkontakten med andre mennesker, og jeg havde nærmest intet socialt liv, for det tillod M mig ikke. Byture var en by i Rusland, for den ballade der ville opstå hvis jeg overhovedet foreslog at jeg måske skulle ud, orkede jeg ikke…så var det nemmere bare at blive hjemme.

Hvis der endelig var noget jeg absolut ikke kunne afvise at tage til, som fx min bedste venindes 30 års fødselsdag, så skulle jeg sørge for pasning til børnene, for at kunne komme med. For selvom han var hjemme, så skulle han da i hvert fald ikke belemres med at passe børnene og han gad da i hvert fald heller ikke med – sociale arrangementer var ikke lige hans stil.

Facebook blev flere gange deaktiveret i år af gangen, for jeg magtede heller ikke at skulle stå ansigt til ansigt med mandlige kollegaer og finde på historier om hvorfor jeg havde slettet dem på fb.
Jeg kunne jo ikke rigtig fortælle at det var min kæreste der havde dikteret hvem jeg måtte være venner med og hvem jeg skulle slette…?

Set i bakspejlet, så undskyldte jeg ham hele tiden… jeg havde adskillige historier parat i ærmet om hvorfor han aldrig var med til fødselsdage, og hvorfor jeg altid var afsted alene med børnene, eller hvorfor det desværre ikke lige kunne lade sig gøre at jeg kunne komme med til div. ting.

M gad ikke sociale arrangementer – heller ikke med sin egen familie. Så de blev i stor stil også min familie og jeg så dem faktisk mere end jeg så min egen biologiske familie.
Men den dag vi gik fra hinanden, meldte M ud at jeg aldrig måtte se hans familie igen og jeg måtte heller ikke bruge dem til pasning af børnene, for jeg skulle ikke have nogle frie øjeblikke hvor jeg evt kunne møde en ny mand.
Og fordi hans familie også havde en særlig form for ‘respekt’ for ham (læs: frygt) så turde de heller ikke holde kontakten med mig.

Så udover at skulle starte helt fra bunden, samtidig med at M gjorde alt hvad han kunne for at komplicere mit liv, så mistede jeg også en stor del af hele mit bagland…

Mine tre nærmeste veninder prøvede ind i mellem at fortælle at den måde M opførte sig på, altså ikke var normal opførsel i et parforhold…men igen undskyldte jeg hans adfærd med historier, som at han jo havde travlt med sit arbejde og aldrig rigtig kunne få fri, at han var bange for at gøre noget forkert med børnene – og derfor ikke turde passe dem alene, at han også var inviteret til noget med sine venner, så vi havde været nødt til at dele os op….

blablabla, hvor kunne jeg dog bare blive ved…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>